Erhvervshus Hovedstaden skriver følgende:
Det har nok ikke gået ubemærket hen, at Skattestyrelsen har varslet ændringer på momsområdet for undervisning fra 1. januar 2026, og at undervisning i fitness, dans, musik m.v., bliver momspligtigt, medmindre deltagerne er børn og unge under 30 år. Se BDO links nederst i denne artikel. For faglig undervisning af privatpersoner forholder det sig lidt anderledes – her sker der en mindre udvidelse af omfanget af faglig undervisning.
Faglig undervisning – ny praksis fra 1. januar 2026 Skattestyrelsen udvider den danske momsfritagelse for faglig undervisning over for privatpersoner. Ændringen skyldes, at dansk praksis skal tilpasses de retningslinjer, som EU udstikker til alle EU-landene, og her har Danmark haft en lidt for snæver fortolkning af begrebet faglig undervisning. Efter de gældende regler, er faglig undervisning overfor privatpersoner kun momsfritaget – hvis: Undervisningen udelukkende har erhvervsmæssigt sigte, og undervisningen ikke har karakter af konsulentbistand.
Fra 1. januar 2026 udvides momsfritagelsen, med følgende definition: Undervisning der hovedsageligt anvendes til brug for udøvelsen af deres erhverv, omskoling eller til brug for påbegyndelse af et nyt erhverv, og undervisningen ikke har karakter af konsulentbistand. Det betyder, at faglig undervisning der i mindre grad også kan anvendes privat, er momsfritaget, når hovedformålet med undervisningen er at deltagerne kan anvende undervisningen til brug for deres erhverv eller til brug for påbegyndelse af en ny faglig aktivitet.
Undervisning der ikke har faglig karakter – fx dansk, dans, selvudvikling m.v. – er ikke omfattet af momsfritagelsen for faglig undervisning.
Eksempler på faglig undervisning undervisning: Fagengelsk, Erhvervskørekort, Naturlæge, massage, sikkerhedskurser, regnskabskurser. Ikke faglig undervisning: turist engelsk, sociale kompetencer, personlig udvikling, Jagttegn.
Det er en betingelse for momsfritagelsen for faglige kurser, at det er til brug for deltagerens erhverv – og at kursusdeltagerne er privatpersoner – eller at kursusvirksomheden ikke drives med gevinst for øje. Kurser som afholdes for en virksomheds medarbejdere, er ikke undervisning er privatpersoner, og undervisningen bliver momspligtig.
Genoptagelse Kursusvirksomheder der vurderer, at den faglige undervisning af privatpersoner er omfattet af momsfritagelsen – eller at den faglige undervisning ikke sker med gevinst for øje, kan ansøge om genoptagelse af momsgrundlaget tre år tilbage hos Skattestyrelsen.
Adgang til den treårige genoptagelse forældes løbende, og beregnes i forhold til momsangivelsens angivelsesfrist. Faglige kurser over for virksomheder og institutioner Kurser der udbydes til virksomheder og institutioner er momspligtige, når kursusvirksomheden drives med gevinst for øje.
Momsændringen gælder kun over for privatpersoner, eller kursusvirksomheder som ikke drives med gevinst for øje. Nye undtagelser – undervisning af børn og unge under 30 år Fra 1. januar 2026 bliver øvrig undervisning momspligtig. Det gælder undervisning i fitness, yoga, dans, enkeltfag m.fl. (som ikke er faglige).
Skatteministeriet har i forlængelse af denne praksisændring for generel undervisning, været i tænkeboks og har konkluderet, at momsfritagelsen for undervisning af børn og unge i dag fortolkes for snævert. Derfor er der nu fremsat et lovforslag, som generelt skal fritage undervisning af børn og unge og som ligeledes skal træde i kraft pr. 1. januar 2026.
Udgivet: 23. september 2025 – forfattere, Erik N. Sørensen, senior Manager, Indirect Tax og Lone Ravnholt Jensen, Director, Indirect tax.